A Seat At The Table

I dag åbner vi tidskapslen fra 2021 og vender tilbage til afsnittet “Drømmen om familieskabelsen” hvor vi havde besøg af Moussa Mchangama, og hvor spørgsmålet “Hvem får lov til at kalde noget familie, og på hvilke betingelser?” lå og dirrede mellem os som en ulmende grundtone.

2021 står som et år, der både genåbnede verden og lukkede nogle illusioner ned: Danmark vågnede fra pandemiens dvale, Clubhouse havde fire minutters berømmelse, Inger Støjberg fik sin historiske rigsretssag, og Beyoncé skrev Grammy-rekord. Vi gik fra tre værter til to værter, et følelsesladet, nødvendigt og ret voldsomt gearskifte, der ændrede butikken her for altid.

Når vi lytter tilbage, bliver det tydeligt: 2021 var et brydningspunkt for familie, omsorg og de historier vi tillader at eksistere.

Vi talte om normativitetskvælningen, den der usynlige hånd, der presser folk ind i to-forældre-loftet, hvor juridiske rettigheder stopper ved papiret og ikke ved praksis. Vi talte om manglen på sprog, om den administrative sårbarhed, og om hvordan omsorg ikke kun er bløde følelser, men også tid, penge, netværk og infrastruktur.

Hvordan står vi i dag med de tanker? Hvilke af vores 2021-overbevisninger holder og hvilke andre er krakeleret undervejs?

Noget har rykket sig trods alt. Flerforældreskab er gået fra at være et kantfænomen til at blive konkret politisk debat, barselsfordeling, rettigheder, synlighed. Men Danmark anerkender stadig kun to juridiske forældre. Medforældre er stadig afhængige af fuldmagter, omveje og tillid til systemer, der ikke er bygget til dem. Det er her næste store kamp ligger.

Det her afsnit fra 2021 blev et spejl for os og måske også for jer. Et sted hvor vi ser, hvordan vores tanker om familie, omsorg, rettigheder og praksis har ændret sig. Og hvor drømmen om familieskabelse ikke bare er metaforisk, men politisk, økonomisk, juridisk og heldigvis også levende.

Til jer der bygger familie udenfor manualen: I er ikke undtagelsen. I er standarden, vi er ved at skrive.

Tak fordi I stadig lytter med.

Tak til Lasse Lund og Jakob Ranum for studietid og vodcast

Tak til Liv Habel for artwork

Tak til Awinbeh for jinglen

Og tak til Maria Svehag for at genoplive vores insta

Vi ses i tidskapslen 2022.

Her vender vi tilbage til 2020 via afsnittet “8 minutter og 47 sekunder” – et af de mest intense, sårbare og historiske øjeblikke i podcastens liv. Det er året, hvor Danmark lukker ned, hvor “sammen – hver for sig” bliver et nationalt mantra, og hvor George Floyds død og Black Lives Matter bevægelsen for alvor flytter sig ind i vores kollektive bevidsthed.

På den ene side genoplever vi stemningen og chokket fra 2020 – corona, hjemmejob, privatfester som coping, skærsildsfølelsen – og på den anden side lytter vi til, hvordan vi talte om nyhedsmedier, døde sorte kroppe på skærmen, aktivisme og udbrændthed, dengang vi stod midt i det. 

Gør jer klar til nedslag i vores politiske og følelsesmæssige udvikling: fra analysen af medierne, over spørgsmålet om hårdførhed og afstumpning, til refleksioner over BLM som bevægelse og et gammelt ønske om “aldrig at snakke om racisme igen”.

Vi taler om, hvorvidt vi selv – og samtalen om racisme, sorthed og solidaritet – har rykket sig fra 2020 til 2025. 

Ved at sætte vores gamle ord op imod vores nuværende perspektiv blev det både et spejl, en kritik, en kærlig roast og en kærlig arkivering af tre sorte kvinder, der prøvede at skabe mening midt i en global undtagelsestilstand.

Kære lyttere, hvad er status på antiracisme, sociale bevægelser og hverdagsmodstand i 2025, hvis I selv skulle sige det? Og vigtigst: DIT IT AGE WELL? 

Vi inviterer jer både til at genhøre det oprindelige afsnit og selv mærke efter, hvordan I selv har flyttet sig siden. For os blev 2020 ikke bare et tilbageblik, men det blev også en påmindelse om, at vi stadig lever med efterdønningerne af 2020 – og at skærsilden nogle gange også er et sted, hvor man opdager, hvad man ikke vil gå tilbage til.

Tusind tak fordi I lytter med.

Tak til Lasse Lund for vodcast og Jakob Ranum for studietid

Tak til Maria Svehag for SoMe.

Tak til Awinbeh for jinglen og tak til Liv Habel for vores smukke coverbillede

Vibe check for jubilæumsrejsen: Er I stadig med os? Så giv et like og en kommentar i bedste 2019-stil.

Vi er tilbage i tiden, hvor “diversitet” blev et brand, og sorte kvinder pludselig dukkede op i kampagner, paneler og powerpoints, men stadig sjældent i beslutningsrummene. Sammen med kæreste og klogeste Lucia Odoom gik vi ind tokenisme-æraen og pillede det fra hinanden.

Og i dette afsnit pakker vi 2019-tidskapsel med politisk kaos, diversitetshykleri og de første ‘representation collabs’ – og spørger, hvad det egentlig kostede at være synlig, og hvorfor repræsentation uden reel indflydelse føles som en kulisse. Undervejs vender vi også black girl magic-fatigue, allyship, selvværd og følelsen af at være “the first Black of anything” – og hvorfor den fortælling aldrig har været nok.

Hvad synes I egentlig selv? Har vi bevæget os tilstrækkeligt langt nok i dag ift. til at være inviteret til møderne, men ikke til magten?

Det her afsnit er i hvert fald til dig, der nogensinde har været den eneste. Og til alle, der stadig tror, at at have os med på billedet er det samme som forandring.

Spoiler alert: IT’S NOT

Tusind TAK fordi I lytter med.

Tak til Lasse Lund for vodcast og Jakob Ranum for studietid

Tak til Maria Svehag for SoMe.

Tak til Awinbeh for jinglen og tak til Liv Habel for vores smukke coverbillede

I dette bonusafsnit sidder Ingrid alene i studiet for at tage videre fat på forrige afsnit – og et af de mest oversete temaer i psykiatrien: flygtninge og efterkommere med ubehandlede traumer. Med udgangspunkt i min egen historie fra borgerkrig i Rwanda til en sen PTSD-diagnose spørger jeg, hvorfor traumer behandles som integrationsproblem i stedet for som det, de er: et sundhedsproblem.

Sammen med Thomas Rohden, næstformand i Region Hovedstaden og kritiker af tolkegebyret, fokuserer afsnittet bl.a. på disse konkrete knudepunkter: adgang til gratis og professionel tolkning, kultur- og traumeforståelse som en faglig kerneopgave, og øremærkede midler til traumebehandling i samarbejde med de aktører på området, der bærer hele traumebehandlingen, bl.a. DIGNITY, OASIS og RCT.

Det her er ikke en nichefortælling, men et spørgsmål om folkesundhed og lighed i psykiatrien.

Afsnittet er til dig, der bærer krigen i kroppen, til dig der arbejder i systemet – og til dig, der skal stemme ved kommunal- og regionalvalget i 2025 og fremadrettet vil holde politikerne op på mere end flotte ord.

Tusind tak fordi I lytter med.

Tak til Lasse Lund for vodcast og Jakob Ranum for studietid

Tak til Maria Svehag for SoMe.

Tak til Awinbeh for jinglen og tak til Liv Habel for vores smukke coverbillede

I dette afsnit åbner vi endnu et kapitel i vores tidskapsel: sikke et år, sikke et afsnit, sikke et gensyn. Vi spoler tilbage til 2018 og til afsnittet “Traumer”, hvor vi dengang havde vores elskede ven Céleste Nshimiyimana med i snakken – et af vores mest sårbare historieafsnit om egne og nedarvede traumer.

Afsnittet er til dig, der har fulgt os siden dengang, og til dig, der først lige er kommet med til ombord. Det er et sårbart reality check på, hvem vi var, hvem vi er nu – og hvorfor traumer stadig ikke bare er noget, man “kommer sig over”, men noget, vi lever, arver og insisterer på at tale højt om.

Tusind tak fordi I lytter med.

Tak til Lasse Lund for vodcast og Jakob Ranum for studietid

Tak til Maria Svehag for SoMe.

Tak til Awinbeh for jinglen og tak til Liv Habel for vores smukke coverbillede