Langsomme samtaler
Langsomme samtaler

Langsomme samtaler

Dagbladet Information

Overview
Episodes

Details

Informations chefredaktør Rune Lykkeberg interviewer samtidens største tænkere og intellektuelle superstjerner om alt fra poesi, punk og popmusik til klima, økonomi og politik.

Recent Episodes

Quinn Slobodian: Musk er for den digitale kapitalisme, hvad Ford var for industrisamfundet
MAY 13, 2026
Quinn Slobodian: Musk er for den digitale kapitalisme, hvad Ford var for industrisamfundet
Rune Lykkeberg har i denne uge talt med den canadiske idéhistoriker Quinn Slobodian om hans nye bog ’Muskism’, der bruger Elon Musk som indgangsvinkel til at forstå ideologien bag vor tids digitale kapitalisme. --- I denne uge har vi fornøjelsen af at tale med en mand, vi efterhånden betragter som en ven af programmet: den brillante canadiske idéhistoriker og professor i international historie ved Boston University Quinn Slobodian. Første gang Quinn Slobodian gæstede showet, havde han netop udgivet Globalists: The End of Empire and the Birth of Neoliberalism (2018), som er den helt store fortælling om de idéer, der formede neoliberalismen. Siden besøgte han os for at tale om bogen Crack-Up Capitalism (2023), hvor han vendte blikket mod de fysiske steder, der er indrettet som politiske undtagelseszoner; små enklaver som Hongkong, hvor kapitalen kan boltre sig uden de sædvanlige demokratiske spilleregler. Nu er Quinn Slobodian aktuel med en ny og utrolig interessant udgivelse, som er noget af det skarpeste, der er skrevet om Elon Musk og den digitale kapitalismes ideologi. Bogen har titlen Muskism: A Guide for the Perplexed (2026) og er skrevet i samarbejde med Ben Tarnoff. Ved at bruge Musk som indgangsvinkel beskriver Slobodian, hvordan vi i dag befinder os langt hinsides nyliberalismen. Han viser, hvor radikale de herskende idéer egentlig er, og forklarer, at det, vi ofte afskriver som ’tosserier’ eller luner hos Elon Musk, faktisk har en dybere, systemisk mening. Det er ikke nødvendigvis, fordi Musk er en stor tænker, men der er store tanker indlejret i det, han gør – og han forstår præcis, hvordan idéer breder sig og vinder magt i vores samtid. Muskism: A Guide for the Perplexed er på mange måder en intellektuel åbenbaring, og vi er utrolig glade for at kunne invitere Quinn Slobodian tilbage på showet og præsentere ham for jer i denne uges Langsomme samtale.
play-circle icon
50 MIN
Dalee Sambo Dorough: Videnskaben kan ikke forklare dig naturens store sammenhæng. Det kan de folk, som lever med den
MAY 6, 2026
Dalee Sambo Dorough: Videnskaben kan ikke forklare dig naturens store sammenhæng. Det kan de folk, som lever med den
Rune Lykkeberg har i denne uge talt med den fremtrædende jurist og aktivist Dalee Sambo Dorough om grønlændernes kamp for selvbestemmelse og vores pinlige mangel på viden om oprindelige folks rettigheder. --- Ugens gæst hos Rune Lykkeberg er den fremtrædende ekspert i internationale menneskerettigheder og indfødte folks rettigheder Dalee Sambo Dorough. Hun har haft flere tunge lederposter, blandt andet som formand for FN’s Permanente Forum for Oprindelige Folks Anliggender og som formand for Inuit Circumpolar Council, hvor hun repræsenterer 180.000 inuitter i Rusland, Alaska, Canada og Grønland. Når vi har rakt ud til Dalee Sambo Dorough, skyldes det naturligvis vores interesse i Grønland, inuit og indfødte folks rettigheder. De senere år er det gået op for mange af os, at vi ved pinligt lidt, når det kommer til fundamentale spørgsmål om grønlændernes rettigheder, grønlændernes vej mod afkolonisering og selvbestemmelse, og det komplekse forhold mellem autonomi i rigsfællesskabet og fuld uafhængighed. I netop spørgsmål som disse er Dalee Sambo Dorough ekspert. Hun er født i Alaska i 1959 og vokset op med hele rettighedskampen, som har formet hende både intellektuelt og politisk. Hun har bestridt poster i adskillige organisationer og været en absolut nøglefigur i kampen for både Alaskas oprindelige folk og inuits rettigheder på globalt plan. I disse arktiske tider – hvor vi befinder os midt i et aktuelt lavintensivt, men reelt højdramatisk opgør om Grønlands fremtid – er vi stolte af at kunne præsentere netop denne samtale med juristen, forskeren, advokaten og aktivisten Dalee Sambo Dorough.
play-circle icon
54 MIN
Johan Rockström: Vi må træde i karakter som klodens forvaltere, før vinduet for handling lukker
APR 29, 2026
Johan Rockström: Vi må træde i karakter som klodens forvaltere, før vinduet for handling lukker
Rune Lykkeberg har i denne uge talt med den fremtrædende svenske klimaforsker Johan Rockström om de planetære grænser og behovet for et holistisk syn på naturen, hvis vi skal nå at handle, før vinduet for en bæredygtig fremtid lukker. --- Ugens gæst hos Rune Lykkeberg er den svenske forfatter, klimaforsker og levende legende Johan Rockström. For nogle år siden satte Rockström sig i spidsen for et projekt, som skulle definere vores liv og natur som en helhed. I stedet for blot se på CO2-niveauer eller isolerede temperaturstigninger, udviklede han et rammeværk – de såkaldte ’planetære grænser’ – som definerer de betingelser, vi lever under.  Som tidligere direktør for Stockholm Resilience Centre og nuværende leder af Potsdam Institute for Climate Impact Research har Rockström været en af de vigtigste stemmer i klimadebatten og den videnskab, som i dag går under betegnelsen Planetary Boundaries Science. Det er en videnskabelig tilgang, som forener benhårde data med et holistisk perspektiv, så man ikke skal vælge mellem den faktuelle detalje og det store, åndelige overblik. Og som samtidig tillader videnskaben at bidrage med et helhedsperspektiv, der viser folk, hvad vi skal passe på med og hvilke grænser, vi må respektere. På Information har vi brugt Johan Rockström som ekspertkilde i mange artikler de senere år, men i denne uges Langsomme samtaler stiller Rune Lykkeberg de helt store spørgsmål forfra: Hvordan blev ideen om de planetære grænser til? Hvad er det, man får blik for, når man ser verden igennem dem? Og selvfølgelig også: Hvor står vi lige nu? Den seneste rapport fra Planetary Boundaries Science konkluderer, at der stadig er et vindue for handling, men at vinduet lukker hastigt. Så hvad skal der til – og hvad står i vejen? Og hvordan holder Johan Rockström i øvrigt selv fanen og håbet højt i disse tider?  Alt det og meget mere kan du høre om i denne uges afsnit.
play-circle icon
49 MIN
Laleh Khalili: Irankrigen kan blive begyndelsen på enden for amerikansk hegemoni i Mellemøsten
APR 22, 2026
Laleh Khalili: Irankrigen kan blive begyndelsen på enden for amerikansk hegemoni i Mellemøsten
Rune Lykkeberg har i denne uge talt med den iranskfødte forsker og forfatter Laleh Khalili om bagtæppet for den aktuelle konflikt mellem Israel, USA og Iran. --- Ugens gæst i Langsomme samtaler er den iranskfødte forsker og professor ved University of Exeter, Laleh Khalili, der er en af sin generations mest skarpsindige tænkere inden for global handel og geopolitik.  Laleh Khalili er født og opvokset i Iran og med egne ord ’et barn af olie’ – hendes far arbejdede med olie, og hun oplevede oliens betydning gennem hele sin opvækst. Siden har hun bl.a. studeret i USA på University of Texas og skrevet ph.d.-afhandling ved Columbia University i New York. Laleh Khalili er en af de sjældne forfattere, som både går op i geopolitik, kapitalisme, shippingindustrien, maritime regler og den kolonialistiske arv. Alt det, som er på spil i den aktuelle konflikt mellem Israel, USA og Iran, har Laleh Khalili altså beskæftiget sig med. Hun markerede sig for alvor, da hun i 2020 udgav det anmelderroste værk Sinews of War and Trade: Shipping and Capitalism in the Arabian Peninsula, der på én gang er en rejse ind i den maritime kapitalisme og en afslørende analyse af, hvordan magten på verdenshavene definerer vores moderne økonomi. Dén bog, altså fortællingen om livet på de enorme containerskibe og det uregulerede forretningsliv til søs, har vi tidligere talt med hende om her i podcasten. Men i denne her uge gælder det Laleh Khalilis seneste forskning. Hendes nye bog, der udkom i slutningen af sidste år, hedder Extractive Capitalism: How Commodities and Cronyism Drive the Global Economy. Her undersøger Khalili, hvad olien har betydet for Mellemøsten, og hvordan olien var en del af imperialismen, men også en del af opgøret med imperialismen. Hun ser på, hvordan kontrollen med naturressourcerne i Mellemøsten altid har været en fuldstændig integreret del af en lokal magtkamp, der også betjener en magtkamp i hele verden. Hvis man vil vide, hvad der egentlig foregår nedenunder de aktuelle konflikter i Mellemøsten; hvis man interesserer sig for, hvordan shippingruter, råstofudvinding og kolonial arv hænger uløseligt sammen med moderne storpolitik, og hvis man vil forstå det store bagtæppe af magtkampe, der udspiller sig mellem USA, Iran og resten af verden – ja, så er denne uges afsnit med Laleh Khalili et godt sted at starte.
play-circle icon
50 MIN
Steven Levitsky: Trump skal stoppes i retssalene, på gaden og ved stemmeurnerne
APR 15, 2026
Steven Levitsky: Trump skal stoppes i retssalene, på gaden og ved stemmeurnerne
Rune Lykkeberg har i denne uge talt med Harvard-professor Steven Levitsky om det amerikanske demokratis overlevelseskamp, de historiske mønstre bag moderne diktaturer og den nødvendige modmagt til Donald Trump. --- Ugens gæst i Langsomme samtaler er den amerikanske politolog og professor ved Harvard University, Steven Levitsky, der er en af sin generations mest fremtrædende demokratiforskere. Han opnåede verdensberømmelse, da han sammen med kollegaen Daniel Ziblatt i 2018 udgav bestselleren How Democracies Die, der på én gang er et intellektuelt svar til Donald Trumps valgsejr i 2016 og en manual til at forstå, hvordan moderne demokratier ikke nødvendigvis vælter ved militærkup, men ofte afvikles gradvist indefra. De to, altså Ziblatt og Levitsky, udgav også bogen Tyranny of the Minority – Why American Democracy Reached the Breaking Point i 2023, og dén bog har vi tidligere talt med Ziblatt om her i podcasten. Men i denne her uge gælder det altså Steven Levitsky. Han er født i 1968, vokset op i 70’erne og har set de seneste årtiers demokratiske udvikling i USA tæt på, både eksistentielt og som forsker. Han har udgivet en fantastisk bog, der hedder Revolution and Dictatorship: The Violent Origins of Durable Authoritarianism, som han skrev sammen med Lucan Way i 2022. De to, Levitsky og Way, står også bag bogen Competitive Authoritarianism: Hybrid Regimes After the Cold War, som udkom i 2010. Hvis man vil vide, hvad der egentlig sker i USA i de her år; hvis man interesserer sig for, hvornår det ikke bare er en anden holdning, men selve rammerne for vores holdningsdannelse, der er på spil, og hvis man vil forstå dybden, rækkevidden og omfanget af det, Donald Trump foretager sig – men også hvis man vil have indsigt i modstanden og modmagten, modbevægelsen og modvægten, kort sagt alt det, der peger den anden vej, ja, så er der næppe nogen bedre at tale med end netop denne uges gæst: Steven Levitsky.
play-circle icon
36 MIN